”Dennis er 12 år og bliver beskrevet som en dreng, der går fra 0-100 på meget kort tid. Han er i situationerne meget svær at få reguleret ned. Dennis er også altid med i slåskampe, hvorfor han derfor kun må opholde sig ude i den lille skolegård i frikvartererne, sådan at lærerne bedre kan holde øje med ham.”
Hvordan fortolker og forstår du Dennis adfærd?
Hvad hvis jeg så fortæller dig, at “Dennis er vokset op hos en far, som er voldelig overfor Dennis’ mor, men også til tider overfor Dennis og hans lillebror. Når Dennis far bliver ’vred’, beskytter Dennis ofte sin lillebror. Dennis har nu er en størrelse, hvor han kan ’forsvare’ dem han holder af. Det var han ikke i stand til, da han var helt lille.”
Har denne beskrivelse ændret din opfattelse af den måde du forstår Dennis på? Hvis ja, hvordan?
Neurosequential Model of Therapeutics (NMT) er en tilgang, der betoner vigtigheden af, at man tager barnets opvæksterfaringer og betingelser med i betragtning af og forståelsen for det enkelte barns udvikling. NMT er en traumeinformeret og udviklingssensitiv tilgang, der beskriver, hvordan vores hjerne og adfærd påvirkes og ændres af belastninger. Disse belastninger kan enten være en påførelse af noget (fx vold, trusler, tvang, seksuelle overgreb mm), eller manglen på noget (fx omsorgssvigt, manglende udviklingsstøtte/regulering).
De erfaringer og oplevelser, et barn gør sig som konsekvens af tidlige svigt og traumer, fører derfor ofte til dysfunktioner, underudvikling og forsinkelse i barnets hjernemæssige og neurale udvikling. Disse dysfunktioner kan b.la komme til udtryk ved, at barnet bliver sensitivt, overaktivt eller ikke udvikler evnen til at kunne regulere sig (især ift. stress). De erfaringer og oplevelser, som barnet gør sig igennem opvæksten, spiller derfor en afgørende rolle for barnets udvikling.
Et barn på 10 år kan grundet tidlige svigt derfor agere som en på 4 år i nogle dele af sin udvikling. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt at vi som fagpersoner møder og forstår barnet ift. dets udviklingsmæssige alder og ikke dets kronologiske alder. For det er først, når vores tilgang til barnet matcher barnets udviklingsmæssige stadie, at der bliver mulighed for at skabe udvikling og forandring hos det enkelte barn.
NMT giver os således mulighed for at få en mere dybdegående forståelse af det, der danner baggrund for barnets udviklings- og reaktionsmønstre. I arbejdet med børn og unge har vi som fagpersoner derfor et ansvar for at se bag om adfærden – for der er altid en god grund til, at barnet handler og reagerer som det gør – vi skal bare vide hvad vi skal kigge efter.
”Hvad kan adfærden være udsprunget af? Hvilke tidligere erfaringer har barnet haft? Og hvordan kan viden om barnets tidligere erfaringer give os en forståelse for barnets nuværende udvikling, ageren og reaktioner?”
Ud fra disse betragtninger, så kan NMT-tilgangen anvendes til at hjælpe os med at tilpasse og rette interventioner og terapeutiske aktiviteter til barnets specifikke udviklingsstadie.
For det handler nemlig om at møde barnet lige der, hvor det udviklingsmæssigt er! Møder du et barn med det blik, så har du sået de spirende frø, som kan danne grobund for at skabe positive udviklingsmæssige forandringer hos det enkelte barn.