Hvordan undgår vi at tabe unge i deres overgang til voksenlivet? I Plan B er vi ikke i tvivl: Det kræver en efterværnsindsats.
Plan B har i mere end to årtier hjulpet børn og unge på det specialiserede socialområde. Langt de fleste griber vi og får godt videre, men der er også unge, som vi taber på gulvet – og desværre ser vi i mange af tilfældene, at det skyldes en alt for brat overgang fra barn til voksen, hvor den unge slippes i det øjeblik han eller hun fylder 18 år og overlades til sig selv.
Vi har igennem årene set et fald i brugen af efterværn, og ifølge VIVE er det i dag kun omkring halvdelen af anbragte unge, der modtager efterværn umiddelbart efter, at de er fyldt 18. VIVE beskriver ligeledes, at al forskning peger på, at hvis den unge slippes, når han eller hun fylder 18, så har det en negativ virkning i forhold til både uddannelse, beskæftigelse og indkomst.
Den konklusion kan vi – desværre – kun nikke genkendende til.
Vi har alt for mange gange set, at når den unge fylder 18 og de støttende socialindsatser stopper fra den ene dag til den anden, så går det galt. Igennem de sidste to årtier har Plan B’s kontaktpersoner oplevet, at manglende efterværn har ført til, at den unge har stået på egne ben uden at vide, hvad det kræver, og det betyder i flere tilfælde frafald fra uddannelse, stor gæld og tilbagefald til misbrug og kriminalitet.
Josephine, der er kontaktperson i Plan B, har haft flere efterværnssager – og mindst lige så mange, hvor der ikke er bevilliget efterværn. I sidstnævnte sager beskriver hun, hvordan det er en enorm frustration at se det arbejde og den positive trivsel og fremgang, hun som kontaktperson har brugt år på at opbygge og fastholde, falde til jorden, når den unge som 18-årig pludselig skal stå på helt egne ben uden nogen form for støtte fra de myndigheder og fagpersoner, som ellers har stået klar til at gribe, når det er gået skævt.
Hun fortæller som eksempel, at hun havde en ung, som ikke fik bevilliget efterværn og derfor blev udskrevet af Plan B, da han fyldte 18. I stedet for efterværn tilbød kommunen et mentorforløb.
”Problemet med mentorforløbene er, at de som oftest er markant kortere og mindre intensive end efterværnet, som den unge har ret til fortsætter frem til han eller hun fylder 23. Derudover er mentor-forløbene ikke opsøgende arbejde på samme måde som en kontaktperson er det i en efterværnsindsats – og derfor risikerer man at tabe den unge på gulvet, da det hele står og falder med, at den unge selv tager kontakt og er opsøgende og ikke omvendt. Dem, der er får dårlige, de tager ikke kontakten”.
Eftervæn – en positiv investering i fremtiden
Socialstyrelsen har fulgt syv kommuner, der alle har styrket deres efterværnsindsats, og i deres evaluering er konklusionen klar: En investering i efterværn betyder bedre trivsel og større sandsynlighed for uddannelse hos de unge.
I de kommuner, som Socialstyrelsen har fulgt, har 70% af de unge i målgruppen, der har fået bevilliget efterværn. Resultatet i evalueringen viser, at selvom de unge fortsat har udfordringer, så er der sket en generel positiv udvikling på langt de fleste områder – eksempelvis i forhold til de unges trivsel, sociale netværk og livsmestring.
Og netop livsmestring er en central del af Plan Bs fokus i efterværnsindsatserne. De unge er fyldt 18 og har derfor fuld autonomi over eget liv – med alt det ansvar, det medfører.
Som Josephine beskriver det: ”Lige så snart de er 18 år, så har de autonomi over eget liv, så vi kan tilbyde os, men vi kan ikke over rule dem. De har selv ansvaret, så hvis de ikke tager deres medicin, ikke betaler deres husleje eller tager et kviklån, så kan vi ikke gøre noget. Men vi kan støtte op i forhold til at tage ansvarlige valg”.
Og netop støtten til at tage ansvarlige valg er essentiel for at hjælpe de unge godt ind i et ansvarsfuldt voksenliv. Det handler derfor om praktisk støtte til at søge bolig, uddannelse og job, botræning og støtte til en sund økonomi, introduktion til NemID og e-boks osv.
En koordineret ungeindsats kræver økonomisk råderum i kommunen
Når brugen af efterværn falder i kommunerne, kan vi have hypoteser om, at det skyldes økonomisk pressede børnefamilieafdelinger og -forvaltninger, der skal tage nye sager ind hele tiden og samtidig spare penge hvert år. Flere af disse nye sager kan være spædbørnssager, akutte anbringelser mv. Budgetterne strammes i kommunerne, og det er vores hypotese, at efterværnssagerne er blevet sparet væk og har været dér, hvor man som børne- og familieafdeling har været nødt til at skære til.
Fokus er i disse år på tidlig indsats – og hvis der kommer sager ind på børn og spædbørn, så ved vi, at vi hurtigt skal ind for at stoppe skaden og skabe bedre trivsel. Det viser al forskning – jo tidligere ind i problematikken (både i problemudvikling og alder), desto bedre prognose for bedring.
Og vi har en hypotese om, at de unge, som allerede er skadet eller allerede har været ude i en masse udfordringer her bliver nedprioriteret i børnefamilieafdelingerne i bevilling af efterværn til fordel for andre akutte sager, der skal behandles.
Det bliver en skævvridning og det bliver også en uretfærdig position at sætte kommunerne i.
Så fokus på efterværn kræver økonomisk råderum i kommunerne, så vi kan følge de unge op i voksenalderen og hjælpe dem med beskæftigelse og uddannelsen, som er de altafgørende beskyttelsesfaktorer for et godt selvforsørgende voksenliv.
Vi håber meget på og støtter op om, at det nyere fokus på ”en koordineret ungeindsats” i kommunerne også vil bidrage til større sammenhæng for de unge, så de føler sig hjulpet ind i voksenlivet, samt at økonomien omkring efterværn bliver bedre delt i kommunerne mellem forvaltningerne.
Du kan læse mere om vores efterværnsindsats her.
