EFTERVÆRN 

Plan B’s efterværnsindsats er en naturlig forlængelse af kontaktpersonsindsatsen, men med et mere praktisk motiverende fokus på den unges ansvar for eget liv. 

Den unge får tilknyttet en støttekontaktperson, som støtter og vejleder den unge i at håndtere hverdagens praktiske gøremål, beslutninger og handlinger. Formålet med efterværnet er selvstændiggørelse via støtte i overgangen fra et omflakkende og kaotisk ungdomsliv og hen imod et mere etableret, struktureret og hensigtsmæssigt voksenliv. Selvstændighed hviler på selvforsørgelse og derfor lægges der i vores efterværnsindsats stor vægt på afklaring, opstart og fastholdelse i uddannelse og/eller beskæftigelse.

MÅLGRUPPEN 

Plan B tilbyder efterværnsindsatser (jf. SEL § 76) til unge i alderen 18-23, hvor der er et fortsat støttebehov til at komme godt ind i voksenlivet. Det kan både være unge, som har været indskrevet i Plan B mens de har været under 18, eller unge, der kommer fra opholdssted eller plejefamilie og som ikke tidligere har været indskrevet hos os.

INDSATSENS INDHOLD 

Plan B Efterværn har som hovedfokus at hjælpe den unge til at få en god start på voksenlivet med alt hvad det betyder af ansvar og forpligtelser. Vi støtter den unge i en lang række af voksenlivets ansvarsområder: Uddannelse og arbejde, kontakt med jobcenter, økonomi, NemID og e-boks, boligsøgning og botræning m.m. Gennemgående for efterværnsindsatsen er, at den unge som myndig har fuld autonomi over eget liv, og derfor er det vores opgave at støtte og motivere og hjælpe den unge med at tage ansvar for sit voksenliv.

Ud over den praktiske støtte, så er det også en del af efterværnsindsatsen at have løbende samtaler med den unge om det, der er svært eller udfordrer, og i Efterværn Plan B er der – som I alle vores andre indsatser – døgnberedskab, som kan kontaktes ved behov for hjælp.

PRAKTISK INDHOLD 

Som udgangspunkt anbefaler vi i Plan B, at en efterværnsindsats starter op med 8-10 ugentlige timer. Dette skyldes, at der i starten er behov for et afklaringsforløb i forhold til at afdække den enkelte unges støttebehov, samt brug for tid til at opbygge en god relation.

Efterværnsindsatsen kan herefter løbende justeres efter behov, hvis støttebehovet ændrer sig.

Ring til os på 33 15 20 23, hvis du har en sag, du gerne vil have hjælp til eller sparring på.